TELE Greenland vil gerne levere meget mere internet til alle – og billigere

I en artikel i AG den 13. oktober 2010 efterlyser Thomas Gravesen flatrate (fast pris) og billigere internet. Thomas Gravesen har et webbureau og arbejder som DJ på diskotek Manhattan i Nuuk. Han har derfor bl.a. et stort behov for hele tiden at downloade store mængder musik fra internettet, så diskoteksgæsterne kan danse med til de sidste nye toner. Som eksempel forklarer han, at hans store forbrug med et ADSL Premium bredbåndsabonnement koster hans firma 12.000 – 20.000 kr. om måneden.

Der er ikke noget, TELE ønsker mere end at kunne give alle kunderne billigst mulig adgang til internet, og TELE vil blive ved med udvikle internetprodukter, der skal føre til lavere priser.

Thomas Gravesen efterlyser bl.a. et abonnement, hvor rabatten pr. MB, som er indeholdt i Premium, udvides til at omfatte det forbrug, der ligger ud over det inkluderede volumen på 6 GB. Thomas Gravesen ser også gerne, at det inkluderede volumen forhøjes.

For netop at tilgodese kunder med stort forbrug giver ADSL Premium i dag en rabat pr. MB for det inkluderede volumen på 61 % i forhold til prisen pr. MB i ADSL Basic. I sin strategi for udvikling af nye produkter arbejder TELE hele tiden på at have produkter, der kan tilgodese mange forskellige kundesegmenter.

Som led heri planlægger TELE derfor i år at ansøge Naalakkersuisut om godkendelse af, at højtforbrugende kunder får en yderligere udvidelse af den rabat, som den Thomas Gravesen efterlyser. Det kan ske i en kombination, hvor det inkluderede volumen øges, og ved at rabatten udvides til også at omfatte det forbrug, der går ud over det inkluderede volumen - netop som Thomas Gravesen ønsker.

Det er den gode nyhed – naturligvis med forbehold for den nødvendige efterfølgende politiske godkendelse, som alle TELE’s produkter og priser kræver.

Til gengæld er Thomas Gravesens ønske om flatrate (fast pris uanset forbrug) noget sværere at imødekomme pga. TELE’s omkostningsstruktur og ønsket om, at TELE forsat skal levere de samme produkter til ens priser til alle kunder i hele landet.

Lad mig nævne som eksempel, at den seneste helt nødvendige udvidelse af bygderadiokæderne til bygderne omkring Upernavik kostede ca. 50.000 kr. pr. husstand. Det er et udvidelsesprogram, som TELE er i gang med at gennemføre, så alle landets bygder ikke bliver hægtet af den informationsteknologiske udvikling efter ibrugtagningen af søkablet og den nye hovedradiokæde. På den måde undgås en geografisk og befolkningsmæssig opdeling af landet i et A- og B-hold, når det gælder om adgang til at udnytte informationsteknologiens mange muligheder.

Det siger sig selv, at udrulningen af ny infrastruktur til små byer og bygder isoleret set er en driftsøkonomisk dårlig forretning, selvom det samfundsøkonomisk kan være rigtigt klogt. Den eneste forklaring på, at det hænger sammen, er, at kunderne i Nuuk er med til at betale for, at alle i hele landet kan have glæde af mobiltelefoni og internetadgang m.v. Derfor er også Manhattans diskoteksgæster med til at betale DJ-ens højere telekommunikationsomkostninger, når han køber musik på internettet.

Tankegangen i det nuværende koncessionssystem er, at telekommunikation er så vigtig for hele landets økonomiske, uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige udvikling m.v., at TELE ikke kun kan nøjes med at levere der, hvor det forretningsmæssigt løber rundt. Det ville også være dyrere at gå på diskotek i Nuuk, hvis gæsterne der skulle betale for underskuddet ved at drive 70 andre Manhattan-diskoteker i hele landet.

Afhængig af hvilke nye kapacitetskrævende produkter, der markedsføres i de kommende måneder, skal TELE senest om tre-fire år ud i nye trecifrede millioninvesteringer i hovedradiokæden og muligvis en forlængelse af søkablet til Maniitsoq og Sisimiut. Hvis TELE uden at tænke sig om indfører flatrate i morgen, vil det umiddelbart udløse et massivt investeringsbehov i hele infrastrukturen – uden for Nuuk og Qaqortoq, hvor søkablet føres i land. TELE kan ikke melde ”alle vogne optaget”, når der er tryk på. Internettet skal have plads til alle hele tiden, så hvis forbruget pludseligt vokser voldsomt med flatrate skal infrastrukturen være klar til spidsbelastningen. På internettet er ventetid ikke populært.

”Kan det virkelig gå så galt?” er der tit nogen der spørger. Ja, for alle erfaringer fra andre lande viser, at meget få kunder lægger beslag på meget stor kapacitet, når der er flatrate. I f.eks. Telenor i Norge bruger 2 % af kunderne 40 % af kapaciteten, et billede der kendes fra mange andre lande med flatrate. Det hænger kun sammen, fordi resten af kunderne er med til at betale en meget stor del af regningen. Den stærkt voksende kapacitetsefterspørgsel, som disse kunder udløser, er ved at blive en voksende hovedpine for mange store teleoperatører. Derfor ser man også flere internationale udbydere tage skridt til at indføre ”fair usage” og gå væk fra prismodeller, som i stigende grad forvrider teleoperatørernes økonomi.

Skal vi på kort tid gå fra den mere retfærdige prismodel med volumentaksering som i Grønland, hvor man betaler for ens eget forbrug, kan det meget hurtigt udvikle et kolossalt pres på infrastrukturen i Grønland.

Der er mange andre kunder i hele Grønland, som har samme ønsker som Thomas Gravesen i Nuuk. Det gælder både privat- og erhvervskunder og ikke mindst de offentlige institutioner inden for uddannelse, sundhed m.v., som alle har store ønsker om både lavere priser og meget mere kapacitet – på én gang. Det viste den netop overståede konference, Sarfarissoq II om e-læring, med al tydelighed.

TELE’s investeringsprogram de seneste år har aldrig været større, men der er desværre kun 56.000 betalende kunder her på verdens største ø, med verdens mindste befolkningstæthed og så i øvrigt geografiske betingelser og klimaforhold, der ikke tåler sammenligning med forudsætningerne for at levere bredbånd på strøget i København. Thomas Gravesens eksempel på, at han kunne drive sin virksomhed i Danmark med en internetregning på kun 250,- kr. om måneden, giver derfor ingen mening.

Teleinfrastruktur leveres under mere sammenlignelige forhold i bl.a. det nordlige Skandinavien og Nordcanada ved, at store teleselskaber med millioner af kunder eller regeringerne giver massive, direkte tilskud til telekommunikation i de tyndtbefolkede egne. Det er ikke tilfældet i Grønland, hvor TELE som aktieselskab skal have hele regnestykket til at gå op - uden tilskud. TELE betaler oven i købet et udbytte på 30 mio. kr. årligt til samfundet.

Thomas Gravesens afsluttende bemærkning er, at vi i dag har et søkabel, som burde betyde mere rimelige og fleksible priser – end hvis vi kun havde haft en satellitforbindelse. Dertil vil jeg sige, at ADSL Premium med en hastighed på 4 mbit/s og 6 GB volumen inkluderet slet ikke havde været en mulighed uden et søkabel. Sidste år blev priserne nedsat rigtigt meget, og det er helt sikkert, at prisen havde været mange gange større, hvis vi ikke havde haft søkablet. TELE har også lige halveret priserne eller mere for mobil internetadgang.

Så med både nye produkter og store prisfald synes jeg TELE udviser fleksibilitet. Trods den meget store investering gør TELE altså sit bedste for, at kunderne netop kan få glæde af fordelene ved søkablet, som har været en indiskutabel og nødvendig investering. Det er imidlertid en vigtig detalje, at vi ikke har ”fået” et søkabel, en ny radiokæde, en ny mobil infrastruktur m.v., men betalt og lånt rigtigt mange penge for leve op til kundernes behov.

År 2010 bliver det første hele år med søkablet i drift, og den største udfordring for TELE og samfundet er at sikre, at kapaciteten stilles til rådighed for flest mulige kunder og til lavest mulige priser, så TELE’s vision om ”Grønland i verdens centrum” bliver til virkelighed.

TELE’s ledelse er derfor også i gang med at forberede et oplæg til drøftelse i bestyrelsen og - hvis bestyrelsen er enig - en præsentation for Naalakkersuisut af en idé om at overveje at udbyde særlige produkter i Nuuk og Qaqortoq for at øge den fleksibilitet, som Thomas Gravesen efterlyser.
Det særlige ved situationen i disse to byer - med mere end 30 % af Grønlands befolkning - er den direkte tilkobling til søkablet, hvor TELE ikke har store ekstra omkostninger til bl.a. radiokæden. Med et fint ord er TELE’s ”marginalomkostninger” ved at stille mere kapacitet til rådighed her lavere end i resten af landet, når vi taler om brug af internetkapacitet til og fra Grønland. Helt konkret kan TELE uden uoverskuelige økonomiske konsekvenser åbne for større hastigheder og mere volumen til kunderne her, uden at priserne skal hæves tilsvarende, men lige så vigtigt – uden at kunderne i andre dele af landet stilles ringere end i dag.

Den helt afgørende balance i ny model skal være, at TELE’s indtjening fortsat skal være stor nok til at betale de store afdrag og renter på søkabelinvesteringen, og at selskabets økonomi fortsat kan bære de kommende store investeringer i udvidelse af radiokædekapacitet og forlængelse af søkablet mod nord, så den øvrige del af landet også fortsat kan være med. Der skal også være en gennemskuelig og forretningsmæssig sammenhæng på tværs af TELE’s mange internetprodukter til både privat- og erhvervskunder, og det skal hele tiden nøje vurderes, hvilke nye kapacitetskrav og dermed nye investeringer, som indførelsen af nye og endnu billigere produkter udløser.

Perspektiverne er store, fordi billigere telekommunikation kan bidrage til nye vækstmuligheder, der hvor forudsætningerne med større befolkningskoncentration er til stede samtidigt med, at de tyndere befolkede dele af landet fortsat har den nødvendige grundlæggende infrastruktur, så de voksende behov også kan imødekommes her.

Det er meget kompliceret at skrue en totalløsning sammen, som tilgodeser alle hensyn, og TELE skal fortsat tjene mange penge de steder, hvor kundegrundlaget er størst. Ellers kan forsyningspligtunderskuddet ved at levere telekommunikation til alle og til samme priser - som i den nuværende solidariske koncessionsmodel - ikke finansieres. Det er udfordringen i den ”fleksibilitet”, som Thomas Gravesen efterlyser, og som TELE hele tiden arbejder på at løse på en økonomisk og samfundsmæssig forsvarlig måde - inden for de rammer selskabet har i dag.

Med venlig hilsen