Afslutning af test i yderområde
For at prøve at nå befolkningen i dele af landet, som ligger uden for TELE-POSTs normale driftsområde, har TELE-POST igennem de sidste 10 år testet en såkaldt WLL løsning (Wireless Local Loop).
Løsningen har været opsat og testet på tele-sitet EQAT i Sydgrønland, hvor den har forsynet fåreholdere med telekommunikation. Teknologien har ikke vist sig anvendelig i andre områder og er derfor heller ikke opsat andre steder.
Med årene er teknologien forældet og med begrænset mulighed for service og vedligehold. Derfor er TELE nødt til at afslutte forsøgsperioden og lukke løsningen for de kunder, der benytter disse services. Det har desværre ikke været muligt at finde brugbare alternativer til den anvendte teknologi.
Halvdelen af fåreholderne, som har benyttet WLL løsningen, har mulighed for at blive opkoblet via en VSAT satellit.
For at man som fåreholder kan få en VSAT løsning, så er der tre betingelser, som skal være opfyldt. Disse følger ”Bekendtgørelse nr. 13 af 2. maj 2008” og lyder således:
- Landbrugsbedriften skal være opført på Direktoratet for Fiskeri, Fangs og Landsbrugs liste: ”Grønlands Landbrugsbedrifter” samt have et hertil hørende landbrugsregistreringsnummer
- Landbrugsbedriften skal være beboet hele året
- Landbrugsbedriften må ikke i forvejen være tilsluttet det offentlige telenet
TELE er desværre nødt til at henvise øvrige kunder til anden teknologi, såsom Iridium, hvis ikke de har adgang til anden dækning.
Afslutningen af WLL er planlagt per 1. november 2011.