Generalforsamling 2010 og Årsrapport 2009

TELE Greenland A/S har i dag afholdt ordinær generalforsamling 2010, hvor selskabets årsrapport for 2009 blev godkendt af aktionæren – Grønlands Selvstyre – som var repræsenteret af Medlem af Naalakkersuisut, Jens B. Frederiksen.

Koncernens resultat endte på 63,6 mio. kr. før skat i 2009. Bestyrelsesformand Kaj Egede udtrykte i sin tale tilfredshed med koncernens resultat, der som forventet er væsentligt lavere end de tidligere år. Resultatet efter skat udgør 46,8 mio. kr. Bestyrelsen indstillede til generalforsamlingen, at der udbetales et udbytte til ejeren på 30 mio. kr., hvilket blev godkendt af Grønlands Selvstyre.

Koncernresultatet før skat kan specificeres således på TELE Greenlands forretningsområder og selskaber:

2009

mio.kr.

2008

mio.kr.

Forretningsområde TELE

57,8

 

88,7

Forretningsområde POST

7,9

 

8,4

TELE Greenland A/S

65,7

 

97,1

TELE Greenland International A/S

(2,1)

 

7,8

Koncernresultat før skat

63,6

 

104,9


Det markante fald i TELE’s resultat skyldes først og fremmest højere renter, afskrivninger og øvrige driftsudgifter som følge af idriftsættelsen af søkablet d. 23. marts 2009. Derudover er prisnedsættelserne på internetprodukterne ADSL og MPLS i 2009 medvirkende til, at det øgede forbrug på Internettet ikke slår direkte igennem på virksomhedens bundlinje.

”Vi kan se, at mange kunder med øget forbrug vælger de produkter, der giver den største rabat – og altså udnytter prisnedsættelserne på privat- og erhvervsprodukterne i 2009. Det er også forklaringen på, at væksten i volumenforbrug ikke afspejles i en tilsvarende vækst i TELE’s omsætning” udtalte bestyrelsesformand Kaj Egede.

POST’s resultat er igen i år påvirket af de faldende brevmængder, og salget af filateliprodukter – fortrinsvist frimærker – er som følge af finanskrisen på det laveste niveau i mange år. POST har i det forgangne år rationaliseret driften betydeligt for at opnå et positivt resultat.

TELE-POST’s direktion udtrykte glæde over, at koncernen til trods for de store udfordringer for både TELE og POST er kommet godt igennem 2009. ”Vi har været igennem nogle meget spændende år, bl.a. med gennemførelsen af de største infrastrukturelle investeringer i TELE’s historie. Investeringer i den størrelsesorden vil altid medføre en vis usikkerhed i forhold til de økonomiske resultater, men vi er landet sikkert på benene og kan nu fokusere på de mange produktmuligheder, den ny teknologi giver os” udtalte adm. dir. Brian Buus Pedersen.

TELE-divisionen forventer næste år et resultat, som er under niveauet i 2009, da 2010 bliver det første hele år med søkablet i drift og dermed den fulde økonomiske belastning. TELE vil i de kommende år fokusere yderligere på udviklingen af nye produkter, og i juni vil mobilt bredbånd som det første af mange nye produkter blive lanceret.

Kaj Egede fremhævede, at et voksende forbrug fortsat vil blive omsat i lavere takster for teleprodukter – bl.a. i form af mere inkluderet volumen i produkterne, så kunderne får stadigt mere for pengene.

POST forventer ligeledes i 2010 et ringere økonomisk resultat pga. øgede eksterne omkostninger og fortsat store mængdefald.
Bestyrelsesformand Kaj Egede takkede virksomhedens medarbejdere og ledelsen for veludført arbejde i det forløbne år, ligesom han takkede den samlede bestyrelse og Naalakkersuisut for et godt samarbejde.

Aktionæren meddelte, at nye bestyrelsesmedlemmer bliver Agner Mark, Søren Voigt samt Nauja Bianco. Bestyrelsesformand Kaj Egede, Svend Hardenberg og Lars Lennert-Sandgreen udtræder samtidigt af bestyrelsen. Den nye bestyrelsesformand bliver Agner Mark.

For yderligere information kontakt Direktionssekretær Jeppe Jensen, tlf.: 341255 eller e-mail jeppe@tele.gl 

Med venlig hilsen
TELE-POST
Årsrapport 2009

TELE-POST Postboks 1002 3900 Nuuk • Tlf.: 34 12 55 • Fax: 32 22 55 • TELE KundeCenter Tlf.: 80 80 80