TELE i beredskab p.g.a vulkanudbrud
TELE følger tæt vulkanudbruddet i Island, da der har været fare for oversvømmelse af TELE Greenlands søkabelstation i Landeyasandur i Island. Gletsjeren der var i udbrud, ligger nemlig ikke langt fra søkabelstationen.
TELE Greenlands samarbejdspartnere fra Farice i Island, har fra starten af udbruddet holdt TELE underrettet om tilstanden omkring søkabelstationen. Da folk blev evakueret p.g.a. oversvømmelse ved den nærliggende flod, iværksatte Farice nogle aktioner for at imødegå evt. oversvømmelse af selve stationen. En lokal entreprenør, som blev benyttet i forbindelse med etablering af stationen forseglede samtlige kabelhuller, afløb, toiletter. Endvidere foretog entreprenøren gummiforsegling af samtlige døre i stationen.
Der har gennem natten været yderligere mindre udbrud, men disse har ikke givet anledning til problemer. Problemet nu er den vulkanske aske – som falder i store mængder.
Farice har fået analyseret asken for at sikre, at asken kan fanges af etablerede filtre i søkabelsstationens ventilationssystem, og dette er bekræftet.
Farice har dog alligevel valgt at lukke ventilationssystemet (frisklufts-indtaget), da situationen betyder, at man ikke kan være sikre på, at de kan få adgang til området, når filtrene skal skiftes, hvilket i den nuværende situation ville være tit. I stedet har teknisk personale nu gennemført en total forsegling. Forseglingen vil dog ikke få konsekvenser for driften af stationen.
TELE fortsætter med at følge udviklingen på tæt hold.
Til forbrugerne i Grønland kan oplyses, at de i tilfælde af nedlukning af søkabelstationen, ikke kommer til at mærke det, da vi jo har den anden søkabelforbindelse til Canada og omverdenen.
Ønskes yderligere oplysninger, kan Informationschef Malînánguaq M. Mølgaard kontaktes på email:
mmm@tele.gl, tlf. 34 12 55
Med venlig hilsen
TELE-POST